|
HMS AFRICA, udenfor København den
20.10.1808
Min
kære ven.
Jeg
er den almægtige Gud stor tak skyldig for hans uendelige nåde at bevare mit
liv i dag, da jeg har gennemlevet en meget hård kamp med de danske
kanonbåde.
For
en uge siden sejlede vi fra Karlskrona i Sverige for at beskytte en konvoj
på næsten 200 sejl, som skulle til Malmø. Vor konvoj kom frem til
destinationshavnen og kun et skib blev taget og tre gik på grund. Disse blev
brændt af vore folk for ikke at falde i danskernes hænder.
AFRICA lå mellem danskerne og konvojen for at dække den og beskytte den.
Omkring klokken 1 i dag blev det vindstille. Vi observerede, at de danske
kanonbåde roede mod os i et antal af 32.
Måske er du ubekendt med forholdene, men jeg skal sige dig, at når et stort
skib kommer ud for vindstille, bliver det umuligt at manøvrere, det bliver
som en træstamme på vandet, hvilket også blev tilfældet med os.
Danskerne udnyttede med sine årer muligheden for at nærme sig vore låringer
og stævn, hvor de vidste at vi var svagest og herfra forsøgte de at bestryge
os.
Omkring klokken halv tre kom de indenfor skudhold og vi åbnede en livlig ild
mod dem fra de af vore kanoner, som vi kunne rette mod dem. De fortsatte
fremrykningen og placerede sig ved låringerne og ved stæv-nen.
I
vindstille er disse både overlegne linjeskibet. Ved hjælp af årerne kan de
frit bevæge sig rundt om skibet og da de er små som pletter på havet, er det
ikke ligeså let at få sigte på dem som på et stort skib.
Så
vidt vi kunne skønne var de bemandede med 1.920 mand, 128 kanoner - 32 og 42
pundige. Man må med rette sige, at de udviste stort mod ved at komme os så
nær. Vore skud gik langt ovenfor dem.
Jeg
var stationeret på nederste kanondæk og arbejdede med langning af krudt fra
krudtmagasinet.
Jeg
tilstår, at jeg bævede ved at se de stakkels sømænd blive slået omkuld i
vores skib. Jeg kunne se det, når jeg engang imellem kiggede igennem en
revne i et tykt bomuldsforhæng, som var ophængt rundt om den luge, som jeg
stod ved.
Forhænget var sat op for at forhindre, at ilden fra kanonerne skulle få
forbindelse med det krudt, som jeg langede op til folket på dækket ovenfor.
Stedet, hvor jeg stod, var lige ovenfor krudtmagasinet.
Jeg
må tilstå, at jeg var bange for at stå lige over krudtmagasinet, mens kugler
og bomber traf os overalt. Jeg anstrengte mig at modstå min frygt og det
lykkedes mig.
Deres kardæsker kan sammenlignes med byger af sten og grus som skovles ind i
skibet. Forhænget rundt omkring mig blev snart revet bort af splinter.
En
krudtkardus på 4 pund, som jeg holdt over hovedet og rakte til manden
ovenfor, eksploderede da låget var gået af. Jeg blev ikke skadet med
undtagelse at et let slag på det ene øje.
Jeg
ved ikke, hvordan det gik til, at jeg undgik døden. Det må have været det
almægtige forsyn.
Adskillige store skud gik gennem skibssiden lige i nærheden. To jern-stolper
på 6-7 tommers diameter blev skudt i stykker. Manden ovenfor mig, som jeg
langede krudt til, blev såret i begge arme og i brystet.
Klokken halv otte trak de sidste af vore fjender sig tilbage.
Jeg
fik at vide af folk på dækket, at de antog at danskerne havde lidt meget på
grund af vor ild, og at de havde set mange både synke, og at de var ved at
bjerge folk op af vandet.
Nogle både havde ikke mere end 5 mand tilbage. Mørket afsluttede affæren.
Ved
gennemgangen viste det sig, at vi havde 5 dræbte og mange hårdt sårede. Det
var totalt 61.
Vort flag blev to gange skudt bort. Fjenden troede da, at vi havde strøget
flaget, råbte hurra og rykkede fremad. Vi råbte hurra igen og fyrede tilbage
på dem. De trak sig tilbage.
Vi
tror, at masterne vil falde, hvis vi får for megen vind inden vi når havn.
Kort sagt, vi har mange træffere i skroget og så store huller, at jeg næsten
kan krybe igennem dem. Vi er helt og holdent et vrag.
Alle vore skibsbåde er skudt i stykker. En våbenkiste på agterdækket er
skudt i stykker; Men tak og lov gode Gud, vi slog dem tilbage.
Vi
tror, at deres tab må være tre gange større end vore, hvad gælder antallet,
alt efter hvad dem på dækket så. Der er dem ombord i skibet, som var med i
Lord Nelson's sidste søslag ved Trafalgar og som siger, at dette var hårdere
end Trafalgar.
Fjenden udviste stort mod.
Vi
havde tre sårede officerer og marinesoldaternes sergentmajor var hårdt
såret.
Kaptajn Barrett var på dækket under hele kampen. Roligt og samlet opmuntrede
han mændene som om intet foregik. Han har overladt begge sine kahytter til
de sårede og officererne har overladt deres køjer.
Vi
sejler til Karlskrona for at reparere. Det værste er, at vi kun har tom ære
ud af dette og hårde slag. Ingen prisepenge.
Jeg
skriver dette en lørdag aften. Jeg drikker jer lykke til i et glas grog.
Dette er et tappert skibs besætning, noget under 400 mand og man kan ikke
sige for meget til deres ros.
Hvis dagslyset var fortsat to timer til og fjenden havde fortsat med lidt
mere forstand, så havde de slået to tredjedele af os ihjel elle sænket
skibet. Med vor kaptajn ville skibet aldrig have strøget flaget, så længe
det endnu kunne flyde.
Jeg
formoder, at vi skal til England, eftersom vort skib er 30 år gammelt og
helt slidt op. I aften (lørdag) mødte vi vor eskadrechef Sir J. Saumarez på
VICTORY. Kaptajn Barrett tog ombord til ham og han fik ordre om at
sejle til Karlskrona for at reparere skaderne.
Søndag. Jeg har været i land og på tilbagevejen til skibet blev jeg
forbavset over at se på agterspejlet og siderne.
Agter findes der ikke en kvardratfod som ikke er ramt eller har kuglehul.
Der er halvfjerds huller. Vi har fået nogle skibstømrere fra skibene her og
de er i gang med at reparere skaderne.
Vi
håber, at de kan gøre os i stand til at fortsætte til England. |
