US/English Version:
Click here to join the US/English version...Click here to join the US/English version...  

 

 Du er her: 4Synspunkter4Helikopterpiloter i Søværnet

 

 Historien

 SøværnsNyt

 Synspunkter

 Orlogsliv & Lune

 Billedserier

 Historiske Tidslinier

 Flaget

 Skibene

 Marineflyverne

 Våben/-systemer

 Officersmessen

 Uniformer mm.

 Flådens Ansigt

 Mindesmærker

 Bøger & Forskning

Redigeret og
designet af:

Johnny Balsved

 

Helikopterpiloter i Søværnet

I dette indlæg redegør kronikøren for, hvorfor sø-officerer er særligt egnede som helikopterpiloter i flådens skibe!

Af kommandørkaptajn Karsten P. Hansen (KAS)

Da den tidligere chef for Søværnet, viceadmiral A. H. Vedel i 1959 havde forestået undersøgelsen af grønlandsskibet HANS HEDTOFTs forlis, kom kommissionen frem til, at redningsberedskabet omkring besejlingen af Grønland, og især evnen til at udføre redningsoperationer omkring vintersejladsen her, burde væsentligt forbedres.

Staten, og det ville sige Søværnet, måtte i denne anledning anskaffe fire isfor-stærkede inspektionsskibe, der alle skulle kunne medføre én eller to helikoptere.

Søværnets havde 7-8 år tidligere afleveret sit Marinens Flyvevæsen til det ny-oprettede Flyvevåben, og håndteringen af luftfartøjer, der havde været en integreret del af Marinens virke fra 1912 til 1950, forekom stadigvæk helt naturligt for Søværnets ledelse, og man udpegede derfor de potentielle flyverlever blandt sine egne linjeofficerer.

Det var derfor otte søofficerer, der blev sendt af sted til flyveskolen på Flyve-station Avnø i juli 1960, og i 1962 var syv af disse færdiguddannede fra US Navy's videregående flyveskoler.

I 1963 var så søværnets første helikopter-type, den legendariske og driftsstabile Alouette III, ankommet til Danmark.

Piloter, flymaskinister og teknikere var i mellemtiden blevet tilstrækkeligt om-skolede og klar til den første deployering med inspektionsskibene af HVIDBJØRNEN-klassen til Nordatlanten i sensommeren 1963.

Og Søværnets Flyvetjeneste, nu Søværnets Helikoptertjeneste, har opereret deroppe kontinuerligt lige side.

I 1960érne var rationalet, at et Søværn som det danske naturligvis måtte have et antal operative kapaciteter, hvis uddan-nede folk tillige med det nødvendige materiel samlet skulle kunne udgøre søværnets kampevne.

Om kronikøren:

K. P. Hansen (KAS)

Artiklens forfatter,
kommandørkaptajn
Karsten P. Hansen, er oprindelig uddannet som søofficer.

Senere uddannet som helikopterpilot i søværnet med pilotnavnet KAS.

KAS er næstformand i Marineflyverforeningen og i dag leder af Marinens Bibliotek.

Disse operative områder, som søofficererne kunne vælge, var dengang: Større overfladeenheder, og det ville sige fregatter, korvetter og partruljefartøjer, minevåbnet, herunder minestrygning, motortorpedobåde, undervandsbådstjeneste, frømand, helikopterpilot og endeligt søopmåling.

Også disse valgmuligheder viste, at Søværnet blot så på helikopteren som endnu et, om end meget krævende og sofistikeret, fartøj.

Søværnets første helikoptertype, Sud Aviation S. E. 3160 Alouette III, ses her på helikopterdækket på et inspektionsskib af HVIDBJØRNEN-klassen.
(Foto: Karsten Pedersen)

Uddannelsesområderne

Til alle disse operative nøgleområder blev der uddannet via de tre pædagogiske hovedområder: Viden, færdighed og holdning.

Fra uddannelsesreformen af officersskoleuddannelserne i begyndelsen af 1970érne var disse pædagogiske principper til rådighed og blev nu gennemført på alle forsvarets skoler.

Dette, at uddanne også på holdningsområdet, havde man snart sagt alle dage gjort i Søværnet, dog uden at kunne forklare det med moderne termer.

Det kan nærmere forklares på denne enkle måde:

Viden og færdighed går hånd i hånd og skaber den faglige kompetence, uden hvilken al operativ tjeneste bliver nytte-løs.

Denne kompetence eller faglighed er dog intet værd, uden at der hos den pågældende person er en udpræget vilje til at ville bruge den, med andre ord en holdning til at anvende det indlærte.

Viden og færdighed går hånd i hånd og skaber den faglige kom-petence, uden hvilken al operativ tjeneste bliver nytteløs.

Eller sagt på den negative måde, hvis: "Det rager ham en fjer", så bliver der ikke meget af kvalitet af denne persons opgaveudførelse.

På alle disse tre indlæringsområder områder indførtes såkaldte taxonomier, hvilket betød, at man kunne og kan beskrive indlæringsdybden af det indlærte, herunder også på holdningsområdet, samt hvad der også er vigtigt, at man også kunne måle effekten heraf også på holdningsområdet.

Holdningsområdet

Der, hvor man er kommet længst med en holdningsindlæring, taler man om, at eleven har opnået at erhverve internaliserede holdninger, og det vil sige, at personen er så præget af sine tidligere oplevelsere og herunder sit værns og sin tjenestes holdninger, at han har gjort disse til sin personlige ejendom. Dette betyder så videre, at han også udfører sin tjeneste fuldt ud, når han ikke kontrolleres eller specifikt belønnes af andre f. eks. foresatte myndigheder.

Det er så der vi er, når vi udvælger flyveelever fra Søværnet til flyveskolen.

Vi opnår en holdningsmæssig overføring af hele Søværnets uddannelses-påvirkning på holdningsområdet til flyvereleven. Hvis der er tale om en reserveofficer opnår vi tillige også at overføre holdninger fra hele den gennemgåede søfartsuddannelse.

Som det endelige resultat på holdningsområdet opnår vi, at holdningen til marineflyvningen vil være, at vore maritime helikopterpiloter med energi og målrettethed flyver ud for at løse en ofte vanskelig opgave, og vi ved, at fartøjschefen vil anvende sin helikopter og sin besætning til den yderste forsvarlige grænse, hvis det er nødvendigt.

Vi ved tillige, at vi ikke har folk ansat, der bare flyver for at flyve og som først som anden prioritet ser på, om der lige kan udføres "noget" nu medens de er deroppe.

Dette er velkendte problematikker også set under den anden verdenskrig mellem flyvende linjeenheder og de senere i krigen etablerede flyvende reserveenheder, hvilke sidste ofte havde den primære holdning, at det vigtigste var ikke at udsætte sig for megen risiko.

Viden og færdighed

Omkring viden og færdighed, der som et moderne effektbaseret begreb ofte kaldes for kompetencer, er sagen ganske enkel.

Man kan opdele dette område til det rent flyvemæssige, der først og fremmest begrænser sig til dette, at lære at flyve helikopter.

Der er vel klart, at for så vidt angår dette punkt, er vi alle, der i øvrigt kan lære helikopterflyvning på det militære niveau, nogenlunde lige stillet.

Det andet hoveduddannelsespunkt er at have en sådan uddannelse, at man som fartøjschef med en trænet luftfartøjsbesætning kan indgå i en flådestyrke med den operative kapacitet en moderne flådehelikopter kan tilføje en sådan styrke.

Når det kommer til denne del af læringen, der som slutmål har at kunne udføre de forskellige taktiske roller, som en flådehelikopter kan blive udsat for, er det således, at i forvejen operativt uddannede officerer i Søværnet får en del "overføring" forærende fra deres operativt/taktiske uddannelser og fra deres erfaringer på havet.

F.eks. ved kendskab til eller egentlig uddannelse i varslings-, sensor- og våbensystemer, navigation, kommunika-tion, radarlære samt beherskelse på basalt niveau af meteorologien.

Når det så yderligere kommer til at anvende det indlærte på et gyngende skibsdæk, der er omgivet af det evigt foranderlige hav, har den sømandsuddannede tillige et betydeligt fortrin.

Alt i alt står den operativt uddannede søofficer således med betydelige forhånds-kompetencer!

Alt i alt står den operativt uddannede søofficer således med betydelige forhåndskompetencer i forhold til den unge mand "fra gaden" eller fra de øvrige værn, især når det i fremtiden kommer til flyvning fra de tunge våbenbærende støtteskibe og fregatter, der indgår i en international styrke.

Idet den ældste pilot ombord i inspektionsskibet, fregatten eller støtteskibet også vil gøre tjeneste som helikoptergruppeleder og dermed organisatorisk indgå i skibsledelsen på divisionsofficers niveau.

Som skibschefens luftoperative rådgiver, vil det ligeledes være en fordel, at han deler viden og delvis færdighed med skibschefen, at disse to personer så at sige taler "samme sprog", hvilket skal forstås på den måde, at de er holdningsmæssigt og fagligt af samme skole.

Deres teamwork med den øvrige skibsledelse vil under sådanne omstændigheder have gode vilkår for at lykkes.

Endeligt er det som hidtil fremdeles en fordel, at piloten/erne kan indgå i søvagten på broen, når flyvning ikke pågår, herunder især under skibenes forlægninger.

Opgavestillernes interesser

Af alle de interessenter, der kan nævnes omkring Søværnets Helikoptertjeneste, må især fremhæves Søværnets Operative Kommando (SOK), hvis chef i sin rolle som flådechef er hovedansvarlig for at implementere maritime, danske, politiske strategier.

Det er således ønskværdigt for SOK, at de maritime piloter fokuserer på SOK-interesser, når det drejer sig om så vel opgaverne som den langsigtede udvikling. Dette er selvfølgeligt helt naturligt for en søofficer, også en søofficer, der er uddannet som pilot.

Der har således været tale om, at overflytte Søværnets Helikoptertjeneste til Flyvevåbnet.

Denne løsning ville i givet fald betyde, som anført ovenfor under holdningsområdet, at den kommende "maritime" pilot ikke fokuserer på SOKs operative kontekst og behov, men på Flyvertaktisk Kommandos ditto.

Dette forhold ville fra opgavestillerens side (SOKs) kunne få de negative konsekvenser, at den maritime flyvning bliver udviklet på flyvningens præmisser og ikke på de maritime opgavers præmisser.

Denne tendens er der desværre tegn på i nogle af de lande, der har valgt at lade al flyvning overgå til det nationale flyvevåben.

LYNX helikopter på kommandostøtteskibet ABSALON

LYNX S-191 på helikopterdækket på kommandostøtteskibet ABSALON.
(Foto:
Johnny E. Balsved)

Hvad betyder dette helt enkelt

Alle forhold lige ser man således, og dette er da også vor mangeårige erfaring, at man får mere effekt ud af at bruge søofficerer til flyvende tjeneste i Søværnet.

Fremover bliver dette forhold endnu mere udtalt når de 5 - efter danske forhold store støtteskibe og fregatter - er indfaset. Disse skibe vil typisk, som f.eks. lige nu, indgå i en Task Group, hvor de taktiske krav og beherskelsen af varslings- og våbensystemer vil være betydeligt mere profilerede end ved enkeltskibsindsats i Nordatlanten.

Dette forhold hidrører helt enkelt fra, at vore skibe og helikoptere kommer til at indgå i operative fællesskaber med de på helikopterområdet meget professionelle, større NATO-mariner, der normalt, meget professionelt, løser en vifte af krævende opgaver.

Det er således ønskværdigt for SOK, at de maritime piloter fokuserer på SOK-interesser, når det drejer sig om så vel opgaverne som den langsigtede udvikling. Dette er selvfølgeligt helt naturligt for en søofficer, også en søofficer, der er uddannet som pilot.

|Til toppen

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

|Til toppen

 

-

Skriv et indlæg

Du er velkommen til at sende dit indlæg
til Flådens Historie.

Send indlæg eller kronikforslag på
ca. 2000 ord med navn, titel, post-adresse og tlf.nr. til webmaster.

Skriv gerne kortere.

Vi forbeholder os ret til evt. forkortelser, ligesom vi uden nærmere begrundelse forbeholder os retten til at afvise indlæg.

Indlæg kan også indsendes på cd-rom, inkl. en printet version.

Alle indlæg skal være forsynet med min. et foto af forfatteren, sammen med en kort præsentation.

-

-

   

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 1. juli 2008

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger