|
|||||||||||||||||||||||||||||
|
Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4Primært om radio |
|||||||||||||||||||||||||||||
|
Primært om radio:
Telegrafist i Søværnet
|
||||||||||||||||||||||||||||
|
Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg er CW fan. Det stammer fra min grønne ungdom, hvor jeg som 16 årig startede som mathelev i Sø-værnet. Efter 1 års uddannelse på radioskolen starte-de jeg som telegrafist på Søværnets mobile base for motortorpedobåde. Derefter tilbragte jeg de næste 2 år som tele-grafist på forskellige torpedobåde og på mo-derskibet der meget passende hed Hjælperen. Basen eller moderskibet fungerede som kom-munikationcentral for mange enheder. Under øvelser havde vi check på 50-60 enheder. Dette medførte en voldsom mængde tele-grammer, der næsten alle blev sendt på CW, eller morse som almindelige mennesker kalder det. Dette medførte at nogle telegrafister fik er-hvervssygdommen seneskedehindebetæn- |
Math
Palle Kruse, |
delse, som jeg lykkeligvis undgik, måske fordi jeg også kunne morse med venstre fod, hvilket jeg ofte fik skyld for.
Det hedder med den internationale Q forkortelse QLF.
Ensrettet eller ensretter
Signalerne vi lyttede til dengang var ofte meget svage og der var altid kraf-tige forstyrrelser. Senderne der blev brugt var de gamle tyske Lo40K39. De havde under gunstige forhold et output på ca. 70w og blev derfor kaldt "70 wattere".
De fungerede bare, også selv om der kom vand i dem.
Senderen var i 2 ens kasser. Den ene med strømforsyning og stik til mor-senøgle. Den anden var selve senderen.
Strømforsyningen havde et stort ensretterrør der hed LG12. Disse rør blev slidte og kunne ikke erstattes fordi der var nogen, der havde bombet fa-brikken, der lavede dem, sønder og sammen i anden verdenskrig.
Søværnet ombyggede dem til selen ensretterventiler. Hele æsken blev fyldt med dem for at kunne klare spændingen på ca. 800v.
|
Disse selenventiler kortslut-tede når de blev våde, men fortsatte med at fungere efter at have spruttet lidt og afgivet en afskyelig stank. Det kunne ikke undgås at der kom vand indenbords under sejlads, derfor var der bygget et halvtag med afløb over alt radiogrejet, men det var ikke altid at båden stod i lod, så vandet regnede ofte ned over telegrafisten og hans grej. Modtageren der blev brugt, |
Torpedobåden
FLYVEFISKEN |
var en mere moderne sag, nemlig BX925. Denne modtager vejer ca.: 35 kg!. Den var monteret på en kraftig hylde med gummi schock mounts.
Når båden kammede over, dvs., den sejlede over en bølgekam og faldt ned i bølgedalen med et ordentlig bump, bukkede hele chassiet i mod-tageren, så lokal oscillatoren ændrede frekvens i et hop, og stationen man lyttede til chirpede , dvs. at tonen ændrede sig i et spring på adskillige hundrede hertz.
Dette blev til dels afhjulpet af leverandøren, der spændte vinkelstykker på chassiet for at forstærke det, men rigtig godt blev det aldrig. Til gengæld lægger jeg næsten aldrig mere mærke til når en station chirper.
Der var 2 modtagere og 2 sendere, men man kunne ikke holde vagt på mere end 1 frekvens ad gangen når der var trafik. Alle enheder lå på samme frekvens, så det var meget vigtigt at man overholdt netdiciplinen.
Den rette frekvens
For at være sikker på at man var på den rigtige frekvens, var senderne modificeret til krystalstyring, men det var egentlig ikke nødvendigt, for de var meget stabile.
|
Depotskibet
HJÆLPEREN |
Til kommunikation mellem de enkelte både havde vi UHF stationer. Det var amerikanske statio-ner fra anden verdenskrig. Modtageren hed AN/URR13 og senderne TED1 eller TED7. Frekvensen ca. 300 MHz. Modulation FM med frekvens-sving på ca. 180 KHz. |
Disse systemer var der 2 eller 3 af på hver båd. De var krystalstyrede, og det var noget af en opgave at justere dem op. Modtageren kørte på VFO eller på krystal efter eget valg. Dem var der ingen ben i at justere op, men senderne ! Der var en næsten uforståelig vejledning på engelsk.
Efter nogle forsøg justerede man til max. output, det var rimeligt simpelt, selv om justeringen til dyk i anodestrøm på de forskellige dobler og tripler-trin var for de fingerfærdige.
Alt dette udstyr kørte på henholdsvis 220v 6OHz eller 115v 60Hz. Da hovedstrømforsyningen på motortorpedobåden var 110v jævnstrøm, måtte der en del omformere til.
Der var i et lille rum ovenover radiorummet installeret 7 omformere. Der var blandt andet natomformeren der lavede 24v= fra nødstrømsakkumulatoren om til 220v vekselstrøm. Den var ikke ret stor og larmede derfor ikke så meget.
Den blev brugt når båden lå stille og man havde radiovagt. Det vil sige at man kun havde en modtager tændt.
Da den ikke larmede så meget kunne resten af besætningen sove, hvis de ellers kunne finde en køje !
21 mand og 14 køjer
Der var kun 14 køjer om bord til 21 mand ! Så måtte man skiftes til at sove eller sove på dørken eller bordet i sin sovepose. Ja man sov i soveposer på sejldugsbunde fast opspændte i aluminiumsrammer.
Det var faktisk kun på Søværnets kaserne på Holmen at man sov i banan-skaller = hængekøjer.
Når bådene lå på Holmen eller i havn og motorerne var stoppet, havde man ingen varme om bord. Måske lidt fra en el-varmeovn eller fra det dieselfyrede komfur.
Eller man klarede sig med en 25w pære i fodenden af soveposen.
Der var ikke plads på kasernen, og kun meget lidt ekstra køjeplads om bord på moderskibet.
Jeg kunne fortalte meget mere om livet om bord i en motortorpedobåd, men denne historie er primært om radio.
Med venlig hilsen
Palle Kruse
- skibsnummer på Hjælperen 73!
Stamnummer 439230 eller
0Z9MM
Ex. Mathelev, Math teleradio 621, konstabel, overkonstabel
- Har du en beretning
om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?
Så
send
en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.
Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.
|
FLERE PERSONLIGE BERETNINGER: |
-
Denne side er senest opdateret: -
Denne side er oprindeligt udgivet: 26. april 2002
Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger