|
|
|
Min tid i Søværnet, del II (1945):
Orlogsgast igen
I juni 1945 kom genindkaldelsen til Flåden, en
genindkal-delse, der bød på 4 måneders tjeneste på Marinestationen på Slipshavn
og en naturudflugt til Fyns Hoved.
I denne andel del af sine personlige erindringer
beskriver orlogsgasten, den senere pastor, Svend Konggaard om tiden efter
besættelsen og den deraf følgende genindkaldelse til Søværnet.
44Læs
også 1. del af Svend Konggaards erindringer
Af orlogsgast 4986/1943 Svend
Konggaard
|
Den 5. juni 1945. kom genindkaldel-sen til flåden.
Det var en flåde, der skulle bygges op fra et
nulpunkt efter flådens sænkning den 29. august 1943.
De genindkaldte mødte på Holmen, men her kunne
beklædning i egentlig forstand ikke finde sted, for der var ingen uniformer,
ingenting.
Der var fremskaffet nogle blå overalls som
befalingsmændene kaldte abe-katte og nogle blå skråhuer, vistnok svenske.
I det antræk begyndte vi så en form for
vagttjeneste og oprydning.
Der så forfærdeligt ud overalt.
Man skulle ikke tro det var civilise-rede folk,
der havde boet på Holmen efter 29. august 1943.
Det kneb lidt med disciplinen hos det genindkaldte
mandskab.
Når vi kunne se vort snit til det "sivede" vi og
gik på selvstændige opdagelser på området.
|
Orlogsgast 4986/1943
Svend
Konggaard.
|
Efter nogle få dages tjeneste blev jeg
udkommanderet til tjeneste på Marinestation Slipshavn ved Nyborg under
marinedistrikt Fyn.
Vi 10 udtagne gaster blev afmønstret Holmen med
besked på at møde næste dag kl. 09.00 under uret på Københavns Hovedbanegård.
Alle var mødt i god tid og vi sendte en stafet
ud for at se om også vor befalingsmand var på vej. Det var han.
Stafetten kom
løbende tilbage og meldte: "Der kommer en meget surt udseende kvartermester
gående langs med hotel Astoria med en kuffert i den ene hånd og en sabel i den
anden".
Lidt efter dukkede han op under uret og præsenterede sig som
Matros-kvartermester II H. K. Eisen.
Han gav derpå den nærmest stående gast en stor
pengeseddel og sagde, at så kunne vi drikke os et par øller undervejs, men at
han ikke ønskede at se os før vi gik i land i Nyborg.
I Nyborg havn
Da vi gik fra borde i Nyborg mødtes vi som
aftalt med kvartermester Eisen.
Vi var som udkommanderede reglementeret påklædt
og havde fået rund hue med hvidt huebetræk.
På havnekontoret mødtes vi med en tyk
frihedskæmper, der blev kaldt "Tromle" - dels på grund af hans udseende og dels
fordi han var udstyret med en gevaldig tromlepistol, som vi kendte dem fra
cowboyfilm.
Tromle var i øvrigt lidt berømt, fordi han ved en
aktion lige efter befrielsen ville trække sin pistol, men fik så kluntet fat på
den, at han brændte et vådeskud af, der gik durk gennem hans højre endeballe og
ned i hælen på højre fod.
Tromle førte os om bord i en motorbåd og sejlede
os ud til Slipshavn ved fjordens indsejling. Her skulle vi afløse nogle engelske
marinere i bevogtningen af omkring 150 krigsfanger fra den tyske flåde.
Da vi gik i land fra motorbåden, gik kvartermester
Eisen i forvejen for ikke at se det ynkelige syn af vor ankomst. Han havde
bemærket, at flere af os var temmelig berusede.
Nogle af os bar køjesækken på reglementeret vis på
skulderen medens andre slæbte den efter sig hen ad jorden og da der endnu ikke
var fremskaffet sejldugssække var køjesækkene blot nogle store papirsposer, der
ikke tålte at blive slæbt på den måde, men hurtigt revnede, så indholdet væltede
ud på jorden.
|
Parade
Vi stillede an til parade og præsen-terede gevær
medens Union Jack blev nedhalet og Dannebrog gik tik tops.
Derefter gik vi på opdagelse på om-rådet.
Hurtigt blev der fundet en kasse tys-ke
håndgranater, som vi øvede os i at bruge, indtil Eisen kom farende og fik dem
anbragt på et sikkert sted.
Eisen overlod til os at opstille et vagt-skema
med en vagt ved indkørslen til marinestationen og en ronderings-tjeneste.
Vagtskemaet skulle dække alle døg-nets 24 timer og
passes af de ti mand, vi var.
Det blev forelagt Eisen, der godkend-te det og
sagde at nu havde vi at passe det, og at han ikke ville have noget som helst
vrøvl.
Vi havde fordelt vagterne med seks timers vagt ad
gangen, men det blev vi hurtigt nød til at ændre.
|
Flaghejsning på
Slipshavn,
sommeren 1945.
|
Krigsfangerne isoleres
Som nævnt var der ved Slipshavn en stor gruppe
tyske krigsfanger, hovedsageligt fra den tyske flåde.
De var blevet anbragt på
et gammelt skib uden motor midt i fjorden og fik udbragt proviant en gang om
dagen. Det lettede vagten betydeligt.
Tilbage på marinestationen var nu kun
fire tyske underofficerer anbragt på nogle krudtpramme, der indeholdt så meget
sprængstof, at det kunne ødelægge Nyborg, hvis det gik af på én gang.
De fire mand skulle bo på prammen som sikkerhed
og måtte kun skiftevis gå i land for at forrette deres nødtørft.
Desuden var der
en Leutnant zur See.
Han søgte kontakt med Kvartermester Eisen, men da denne
ikke kunne tysk, bad han mig gå hen og spørge ham, hvad han ville. Han ville
have tilladelse til en gang om dagen at tage til Nyborg med FUNKBUCH dvs.
telegrambogen.
Eisen sagde til mig: "Nu har de sparket os i røven i 5 år, nu
er det vores tur til at sparke dem i røven og sig til ham, at han får ikke lov
til at gå nogen steder. Han er krigsfange".
Næste dag blev søløjtnanten også
isoleret på det motorløse skib midt i fjor-den.
Slipshavn, Kasernebygning.
Landlov
De vagtfri fik landlov og vi tog øjeblikkelig
ind til bal i nærheden af Nyborg gamle stationsbygning, hvor vi i vore danske
marineuniformer var umådelig populære især hos pigerne.
Vi var også til dansant
på restaurant Skærven.
En dag fandt vi vej også til Nyborg Sejlklub, hvor der
var bal. Her traf jeg en vred sejler, der blev klar over, at det var mig, der
havde sendt advar-selsskud over hans båd, da han sejlede ud over den tilladte
ydergrænse i fjorden.
Det var forbudt at sejle udenfor fjorden på grund af
minefaren og det skulle vagtronden holde øje med, derfor havde jeg affyret en
maskinpistolsalve hen over ham, som fik ham til at vende øjeblikkelig.
Lidt efter opstod der uro og formanden i
sejlklubben kom og meddelte os, at vi menige ikke måtte være der.
Vi gjorde klar til at gå og kvartermester Eisen,
der var særlig indbudt, spurgte os, hvorfor vi gik allerede. Vi fortalte ham så,
at vi var blevet smidt ud. Det fik ham til at bede mig gå ud i garderoben og
hente hans uniformskasket.
Da jeg kom med den, satte han den på hovedet,
rejste sig og råbte med høj røst: "Da jeg hører at mine folk ikke er fine nok
til at være her, ønsker jeg heller ikke at være her", hvorpå han skridtede
ud i spidsen for sine gutter.
Vi inviterede også pigerne med i biografen, og
der sad undertiden to piger omgivet af en flok på 8 vagtfri orlogsgaster. Det
var vistnok lidt af en spidsrod for de unge piger, men det spekulerede vi ikke
på.
Officersfest på slipshavn
En aften kom søløjtnant Asger Jørgensen hen til
mig og sagde, at han og en anden søløjtnant holdt en lille fest, men der var tre
piger, der var deres gæster, om jeg ikke, når de havde spist ville komme ind og
hjælpe dem med at danse, så den tredje pige ikke skulle føle sig til overs.
Det ville jeg da gerne, så jeg kom ind og dansede
med til musik fra rejsegrammofonen.
Jeg skulle lige som de andre danse med pigen og
løfte hende op på bordet, så pigerne kunne danse deroppe medens vi dansede
nedenfor på gulvet, det havde vist sin særlige charme.
En fuld gast
En aften kom en af gutterne meget fuld hjem og var
ved at vælte kaser-nen.
Ved larmen kom Kvartermester Eisen ind, for at se,
hvad der var los. Tak skæbne, tænkte vi, nu bliver der ballade, indberetning og
en mand sendt i brummen på Holmen.
Men hvad skete der.
Eisen gik hen og tog om den fulde "bager", der var
hans civile stilling, førte ham hen til hans køje, lempede ham op i køjen, mens
han hyggesnakkede med ham og klappede ham på kinden, og sagde: "Nu trænger du
vist bare til at komme til køjs og sove den brandert ud", hvorefter han
stille og roligt hev kludene af ham og dækkede ham til med hans tæppe og ønskede
ham god nat.
Vi stod forbløffede og oplevede, hvordan en
befalingsmand i flåden kunne tage en sådan situation, og den sag blev der ikke
gjort mere ud af.
|
Sovet på vagten
De evindelige vagter vi havde, slø-vede os mere og
mere og det skete, at Eisen, der havde en del mavebe-svær ikke kunne sove og så
benyt-tede lejligheden til at gå en kontrol-runde.
Det skete mere end en gang, at han tog en sovende
på vagten.
En nat da jeg havde vagt ved skilder-huset ved
indkørslen til marinesta-tionen, havde jeg i kedsomhed og træthed lagt mig ind
på min køje med en ladt maskinpistol i favnen.
Pludselig rusker en kammerat i mig og sagde: "Jeg er lige blevet taget sovende på vagten. Du må vist hellere se, at komme ud".
Jeg sneg mig ud i ly af mørket og fandt tilbage
til skilderhuset.
Et øjeblik efter kom Eisen listende og stak
hovedet frem.
"Hvem der!", råbte jeg, hvorpå Eisen
nikkede anerkendende til mig og sagde: "Godt hr. pastor, jeg tænkte nok, at
De ikke sov på vagten".
|
Rondelvagt på Slipshavn,
sommeren 1945. |
Tyveri fra hangaren
På området lå en hangar, fordi der havde været
flyvebådsstation der. Nu var der ingen flyvere, men i hangaren opbevaredes mange
ting, benzin, stoffer, tæpper og meget andet.
Eisen kunne ikke forstå, hvordan
ting kunne forsvinde derfra, for låsene var ikke beskadigede.
På en nattevagt
forklarede "Den Lange", som han blev kaldt, hvordan den slags skulle gribes an.
Døren ind til hangarrummet var ligesom en stalddør i to halvdele, en øvre og en
nedre halvdør. Låsene sad på den øverste halvdør.
Så skruer man bare hængslerne
af nederste halvdør, bukker sig ned og kravler ind! "Lange" kunne det der....
En dag blev jeg kaldt ind til Eisen, der med
megen højtid modtog mig og spurgte: "Hr. pastor, Jeg spørger Dem. Ved altrets
lys, har De stjålet i hangaren?" Til det kunne jeg kun svare, "Nej, hr.
kvartermester".
Ronderingsvagten forsvundet
|
En sen aften blev vi alle kaldt ud til
bolværket.
Eisen havde gået en kontrolronde og havde ikke fundet
ronderingsvagten.
Vi blev sendt rundt på området to og to for at
kalde på ham og lidt efter lød det fra alle kanter: "Lange, Lange", thi
ham var det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi sådan gik rundt og
råbte, medens Eisen blev mere og mere nervøs.
Jeg var vis på, at Lange, som jeg efterhånden
kendte ret godt, havde lavet et nummer med at gøre sig usynlig, fordi det kedede
ham at gå vagt, så på et tidspunkt sagde jeg til kvartermester Eisen: "Det
kan være, at Lange er faldet ud over bolværket og ramt imod med hovedet, så han
har mistet bevidstheden".
Den bemærkning faldt ikke i god jord hos Eisen.
Han vendte sig mod mig, lynende vred, og sagde: "Sig ikke sådan noget".
|
Vagt ved indkørslen til
Slipshavn. |
Et øjeblik efter kom Eisen hen til mig og bad mig gå ned til tyskerne på
krudtprammen og spørge, om han sad nede hos dem og spillede kort.
Jeg gik derned
og spurgte efter ham. Da de blev klar over, at det var den ronderende vagt, der
havde til opgave blandt andet at passe på dem, der var forsvundet, slog de en
høj latter op.
De tænkte vel af erfaring, hvad det ville koste en
tysk soldat ikke at være på sin vagt
Lidt senere viste det sig, som jeg tænkte, at
han havde gjort sig usynlig, for pludselig stod han ved siden af to, der gik og
råbte, og sagde: ”Hvorfor går I rundt og kalder på mig?” Og da vi
spurgte, hvor han havde været henne, var han fræk nok til at sige, at han havde
da været der hele tiden.
Eisen vendte ryggen til ham og gik væk, lettet
over at der ikke var sket en ulykke.
Samtale med en af krigsfangerne
En aften jeg havde vagt ved krudtprammen kom en
af underofficererne op for at gå på toilet i land, da han vendte tilbage for at
gå ombord stoppede han ud for mig, og spurgte, om han måtte tale med mig.
Jeg
sagde, det måtte han godt. Vi satte os ned på bolværket og sludrede sammen.
|
Han fortalte, at han var gymnasie-lærer i Hamburg,
men ikke glædede sig til at komme hjem.
Han vidste, at byen var smadret af bombardementer,
og at han vidste ikke om hans kone og deres børn var i live.
Så talte vi lidt om hans fag.
Han havde
skrevet en afhandling om den franske filosof Blaise Pascal, og det talte vi lidt
om, indtil han fandt det passende at trække sig tilbage og gå ombord igen.
Ureglementeret lys
|
”Præsten” hænges til tørre
af kammeraterne på Slipshavn,
sommeren 1945.
|
På vagten så jeg en aften, at der var lys i den
bygning vore fanger måtte træde af på naturens vegne og jeg gik derfor ind for
at undersøge, om det var en forglemmelse.
Der var lys i den lange gang og i et værelse, der
ellers ikke blev benyttet, så jeg trådte ind for at undersøge sagen.
I stuen stod en opredt seng og henover hovedpuden
bølgede et lang, smukt lyst hår.
Jeg trak mig skyndsomst tilbage, ud i den lange
gang, hvor løjtnant Nielsen kom vandrende i natskjorte, svingede med hånden og
udbrød: ”Alt i orden, skildvagt”.
Jeg forsvandt hurtigt helt udenfor flov over at
have været nær ved en hyrdetime. Men han burde have underrettet vagten.
Kransenedlægning
En dag kom Eisen, og beordrede "Den tossede
bager" og mig til at følge ham til en kransehøjtidelighed på Nyborg Kirkegård.
En mand fra flåden var gravsat her og nu skulle vi fra den nærmeste
marinestation nedlægge en krans. Det var formentlig en Kz-lejrfange, der var
vendt hjem ned de hvide busser, men nu havde bukket under efter det forfærdelige
lejrophold.
Officerer og
mandskab i parade i Nyborg, sommeren 1945.
Nr. to fra højre er kvartermester
Eisen.
Tovtrækning
Til de mere muntre oplevelser hørte en
invitation til at være med i en havnefest, hvor vi skulle trække tov mod 8 mand
fra Nyborg Jernstøberi.
Vi trådte an i almindeligt arbejdstøj, daglig blåt, men
blegnede, da vi så smedene komme vandrende tungt ind som en flok sindige
elefanter.
Kampen var kort. Tre gange trak smedene de splejsede marinesoldater
hen ad grønsværen og kvartermester Eisens inciterende hepperi hjalp ikke en
døjt.
Lidt bedre gik det, da en af vore folk i en
båddyst med sin stav ragede en modstander i havnen to gange.
|
Under kommando af kvartermester Eisen er otte gaster på
vej til tovtrækning
ved sommerstævne i Nyborg. |
De otte gaster lige før
smedene fra Nyborg Jernstøberi to gange slæbte
dem hjælpeløse hen ad grønsværen. |
På egen kost
På Slipshavn marinestation var vi på egen kost.
Vi skiftedes til at stå i køkkenet eller kabyssen,
som vi kaldte det, hvor vi under ledelse af den mest kokkeferme tilberedte mandskabets måltider.
En dag dukkede der en soldat fra den kongelige
livgarde op for at besøge Ebert Christensen. De to var kernekammerater helt fra
drengetiden.
Han befandt sig godt iblandt os orlogsgaster indtil kvartermester
Eisen kom hen til os og spurgte: "Hvad er det for en mand fra hæren, der
tulrer rundt her?" Vi forklarede, at det var en ven, men det svar
tilfredsstillede ham ikke. "Han kan jo være desertør", sagde han.
Vi indvendte, at det var han ikke, og han var da
heller ikke så dum, at han så ville gå rundt i uniform. "Vi er jo på egen
kost", kom det så, "hvem betaler det, han sætter til livs?" Vi svarede
at den udgift ville vi godt udrede.
Så lød det: "Kort sagt, jeg vil ikke have
den mand fra hæren gående her". Jeg kan endnu høre den
måde ordet HÆREN blev udtalt med den dybeste foragt.
Keld tog hurtigt afsked og rejste igen.
|
Ove og Eigil slapper af. Præsten
(ego) på ronden ved Slipshavn kaserne,
9. juli 1945. |
Ove, Eigil og Thor trækker
generatorlastbilen i gang, 9. juli 1945. |
|
En regning, vi ikke kunne betale
En aften havde vi, der havde frivagt, aftalt at
mødes på Lokalstationen.
Vi spiste en god middag med tilhørende
drikkevarer. En streg i planen var, at ved et andet bord i restauranten sad vor
kvartermester Eisen i selskab med nogle venner.
Vi lod som om, han ikke var der, indtil tjeneren
kom med regningen.
Vi tømte alle sammen vore punge for alt lige til
bukseknapper, men det hjalp ikke, der manglede ca. 150 kroner.
I vores kvide blev jeg sendt hen til Eisen for at
bede om forskud på vor forstrækning. "Ikke tale om", sagde han. "Man fortærer
ikke mere, end man kan betale, Det må I selv redde jer ud af".
Til vort held
kaldte en af Eisens bordfæller en af os hen til sig og bad om at se vores
regning, hvorefter han betalte os det resterende beløb. Det var, fik vi senere
at vide, apotekeren i Nyborg.
Motorbåden
|
Ved bolværket lå en motorbåd, som Eisen meget
gerne ville benytte til sejlads til Nyborg, men den lod sig ikke starte, hverken
trusler, bønner eller spark fik den til at give en lyd fra sig.
Igen engang blev jeg, som den der kunne tysk, sendt
ned til tyskerne for bede dem om hjælp til at få den i gang.
To der var maskinkyndige gik med ned i motorbåden
og efter at have prøvet forskelligt forklarede de; ”Aku. sind leer!”
I første om gang slog mit tyske ikke til, men så
blev jeg klar over tyskernes trang til at forkorte alle ord, så lysnede det: Die
Akkumula-toren sind leer.
Problemet blev nu løst ved en rundgang i hangarens
righoldige lager, og Eisen fik sin motorbåd i drift.
En dag lidt for meget drift.
Han havde med nogle bekendte været i Nyborg og
sejlede tilbage til Slipshavn, men besøget i Nyborg
|
Orlogskaptajn K. i den
omtalte motorbåd i sommeren 1945. |
havde været lidt for fugtig så da han kom sejlende
tilbage, svigtede afstandsbedømmelsen ham, og han sejlede for fuld kraft lige
ind i bolværket, dog uden at båden blev slået itu.
Af flovhed over svigtende sømandskab græd Eisen da
han kom op på kajen. Det fik os ikke til at holde mindre af ham.
Akkumulatorgave
I Mesinge præstegård boede provst Ludvig
Valentiner, som jeg kendte fra FDF. Det var ham, der sammen med arkitekt Holger
Tornøe stiftede Frivilligt Drenge Forbund i året 1902.
Jeg aflagde ham et besøg i præstegården, hvor
provsten fortalte, at han havde en bil klodset op i garagen, som han nu glædede
sig til snart at kunne køre i igen, men at han manglede en akkumulator.
Jeg huskede på hvad hangaren gemte og talte med
løjtnant Jørgensen om prostens problem. ”Det ordner vi”, sagde han.
Næste
gang vi havde tjenstligt ærinde til Fynshoved, drejede vi ind i præ-stegården.
Provsten kom ud og sagde; ”Hvad er der i vejen. Du skinner som en nyslået
toskilling?”
Jeg gav ham akkumulatoren, og så blev løjtnanten og jeg
inviteret ind til stort kaffebord, hvor den senere så berømte musikprofessor
Henrik Glahn også var til stede. Han hørte til familien.
Provst Valentiner var glad, for der var også en
dunk benzin, så nu kunne han køre igen.
Sejltur på Fjorden
Min forlovede Rosa besøgte mig på
marinestationen og da løjtnant Jørgensen godt kunne lide, at have lidt
kvindeligt selskab, inviterede han os begge to ud på en sejltur på fjorden i den
føromtalte motorbåd.
Vi sejlede en lang tur og lagde til sidst til ved
herregården Holckenhavn på den anden side af fjorden.
Det var ved den lejlighed, jeg røbede mig som
håbløs bolværksmatros. Løjtnanten sagde: ”Læg lige den trosse ind”. Jeg
tog trossen i hånden og sprang fra båden ud over vandet og ind på bådebroen,
hvor jeg bremsede springet med nogle komiske spring, der fik løjtnanten til at
udbryde: ”Det var da nogle gevaldige rejehop”.
Vi havde i øvrigt en dejlig sejltur på en smuk
sommeraften.
En torpedobåd
En dag under min vagt ved bolværket ankom en
torpedobåd og ville lægge til ved Slipshavn.
En fuldbefaren stod på båden med en trosse og
råbte: ”Så smid da for fanden det rådne gevær på jorden og tag imod den her
trosse”.
Jeg lagde maskinpistolen og greb trossen, som jeg
lagde gennem et par jernringe på kajen, men da man startede spillet for at
trække båden til kaj, gled trossen ud af jernringene og plumpede i vandet.
Så lød der nogle mindre pæne udtryk fra folkene
ombord og et par behjertede fiskere, der stod i nærheden, klarede det
nødvendige.
Da jeg overfor kvartermester Eisen beklagede min
manglende uddannelse i sømandskab, erklærede han, at han kunne gøre mig til en
god sømand på 14 dage, men at det gjorde ondt.
Jeg sagde til ham, at det var forbudt at slå de
værnepligtige. ”Ja”, sagde han, ”men ikke i en krog, når ingen ser
det”.
”Præsten” Svend ved
luftværnskanon, juli 1945.
De polske piger
På den gamle isbådsstation i nærheden, der blev
brugt, når Storebælt frøs til i de strenge isvintre, lå en mængde flygtninge,
der var kommet til Danmark under den russiske fremrykning.
En fem-seks polske
piger blev tilknyttet Slipshavn som rengørings-assistenter. De fritog os for en
kedelig tjans og de gjorde rent over alt hurtigere og grundigere, end vi kunne
have gjort.
Det var i øvrigt nogle flinke og pæne piger, der havde haft det
svært i krigens år.
Sieglinde, som en af pigerne hed, fortalte at
pigerne ved tyskernes okkupation af Polen var blevet fjernet fra deres hjem og
anbragt under slaveagtige kår i fornemme tyske familier, hvor de måtte gå til
hånde med alt forefaldende arbejde og naturligvis uden løn og uden mulighed for
skolegang eller nogen form for uddannelse.
De fik heller ikke noget for at gøre rent på
Slipshavn, men var alligevel glade for at komme hos os hver dag. Det var bedre
end dag ud og dag ind at gå at daske rundt på Isbådsstationen uden mål og med.
Kvartermester Eisen påså, at pigerne blev
ordentligt behandlet, så længe de gjorde tjeneste hos os og da han engang i et
lokale fandt en udstoppet marinesoldat der lå på en høje udstyret på en meget
sjofel måde, blev han rasende og beordrede "dukken" fjernet øjeblikkelig.
Han bad
os om at opføre os anstændigt overfor de unge piger, hvis skæbne havde været
hård nok, uden at vi gjorde det værre ved dum, tankeløs og ubehøvlet optræden.
|
Marinestation Fynshoved
Marinestation Fynshoved sorterede under
Slipshavn.
Også her var besætningen en grup-pe orlogsgaster på ti mand under
kommando af en underkvarter-mester Christensen.
Min ven Ebert Christensen og jeg
blev beordret til Fynshoved for en periode af en månedstid.
Det var en rigtig tælletjans.
Vi skulle bare være der, og havde ingen særlige
pligter udover lidt vagttjeneste ved indkørslen til stationen.
Den tjeneste var i øvrigt også meget lemfældig.
Vi holdt vagt med nøgen overkrop i det flotte
sommervejr og først, når nogen nærmede sig, eller når løjtnant Jørgensen hylede
i bilhornet udenfor afspærringen, trak vi en busseronne over hovedet og åb-nede
ledet, så bilen kunne komme
|
Eigil og ingeniøren
modtager forstrækning af kvartermester Eisen,
sommeren 1945, Slipshavn. |
ind med proviant og vor forstrækning, de dagpenge
der for en uge ad gangen blev udbetalt til de værnepligtige.
Naturen på området var det smukkest tænkelige og
der var nok af tid at gå rundt og nyde livet og se på de mange planter og fugle
på stedet.
Tyskerne havde her haft et knudepunkt for
kontrollen over indsejlingen til Storebælt og over en stor del af Kattegat, og
endnu stod på stedet nogle kæmpemæssige kanoner og en del antiluftskyts.
En dag kom en delegation af engelske
militærpersoner, tog skytset i øjesyn og beordrede derefter et par medbragte
smede blandt deres værnepligtige til at smadre det hele, så det ikke mere kunne
tages i anvendelse.
Så afslappet gik vi
rondevagt på Fynshoved i sommeren 1945.
Under opholdet her søgte Ebert og jeg forlænget
landlov så vi kunne besøge vore forlovede i København. Det fik vi lov til i to
dage. Da de to dage var gået, ringede vi til hinanden og blev enige om at blive
væk en dag længere. Det gjorde vi så bare.
Fra Nyborg til Fynshoved kørte vi med privatbanen.
På Martofte station kom en kontrollør hen til os og meddelte os, at vi, så snart
vi nåede endestationen skulle indfinde os på jernbanestationens kontor.
Her sad en værnepligtig fra Slipshavn med nogle
papirer til underskrift.
Det var kvittering for vor ugentlige forstrækning,
som var ankommet den dag og manden, der ventede på os havde ventet hele dagen,
og under-kvartermester Christensen havde ikke turdet melde, at vi overhovedet
ikke befandt os på tjenestestedet.
Nåh, vi fik skrevet under og fik at vide, at der
var lagt i kakkelovnen til os, når vi kom til Fynshoved.
Det var der. Da vi meldte os tilbage, hentede
underkvartermesteren sin kasket, satte den på hovedet, beordrede os i
retstilling, og så gik det løs med alle tiders skideballe.
Vi havde bragt ham i en penibel situation. Han
havde i venlighed givet os lov til noget, han ikke havde bemyndigelse til, og vi
havde misbrugt hans tillid.
Alt sammen var rigtigt og vi var skyldige og flove
og han var ude af stand til at straffe os, da det ville bringe ham selv i
fedtefadet.
Men da møgfaldet ingen ende ville tage, mumlede
Ebert og jeg til hinanden: ”Kom, vi går”. Vi vendte os så og forlod
kontoret.
Vi hørte ikke et ord siden om den begivenhed.
Efter en tid har jeg engang i toget mødt underkvartermesteren og fået en
hyggelig sludder med ham og mærkede intet til, at han bar nag til os. Det
forefaldne blev ikke nævnt.
|
Kammeratskabet
Blandt de 10 orlogsgaster, der først i juni 1945
blev udstationeret på Slipshavn under kommando af kvartermester Eisen herskede
der et eksemplarisk kammeratskab.
Vi var, som det jo er tilfældet med folk bragt
sammen til tjeneste i kongens klæder, vidt forskellige af herkomst og
uddannelse, men vi gik godt i spand sammen.
Der var en elektriker, en ekspedient indenfor
isenkram, en chauffør, en frisør og to bagere og en, der læste til præst og
naturligvis blev kaldt pastoren. For at kende forskel på de to bagere, blev den
ene kaldt "den tossede bager".
Og så var der jo "den lange", som jeg tidligere
har omtalt. Han blev i øvrigt en dag i september hentet af
kriminalpolitiet og sat i arresten i Nyborg.
Vi var nogle stykker, der tog ind for at besøge
ham i arresten.
|
Svend Konggaard fotograferet i en krog ved Slipshavn, sommeren
1945.
|
Det kunne vi ikke få lov til, men tilfældigvis
blev han netop, medens vi stod der, ført igennem kontoret, og vi nåede lige at
hilse på ham og give ham de cigaretter vi havde i lommerne, og som han havde
stærkt behov for.
Jeg fik senere at vide, at han under krigen i en
brandert på en beverding på Amager havde skrevet under på en anmodning om at
komme i tysk krigstjeneste, hvad han, da han blev ædru, ikke havde den mindste
lyst til og blev nødt til at gøre sig usynlig for at hindre, at "bordet
fangede".
Efter hjemsendelsen havde jeg kontakt med nogle
af kammeraterne - blandt andet lånte min kone og jeg Thorbjørns hus i Gladsakse
til at hol-de sommerferie i, men efterhånden tyndedes kontakten ud og forsvandt
med tiden helt.
Kun kvartermester Eisen vedblev jeg at være på julekort med.
Medens jeg var præst i Simeonskirken og kredsfører i sognets FDF-kreds
bad jeg ham om at komme til et kredsmøde og fortælle om tjenesten i Søværnet.
Det sagde han ja til, og kom og henrykkede
drengene med at fortælle især om tjenesten i Grønland. Jeg hørte om ham, at han
havde været en afholdt befalingsmand på Skagen marinestation.
En værnepligtig teolog, der havde gjort tjeneste
der, var fuld af lovord overfor samarbejdet med ham. En dag så jeg så i en
annonce i dags-pressen, at Eisen var afgået ved døden.
Hjemsendelse fra Slipshavn
Da vi nåede hen i slutningen af september, hvor vi
jo allerede havde hørt om atombomberne i Hiroshima og Nagasaki og den endelige
afslutning på verdenskrigen, fornemmede vi, at vor tjeneste på Slips-havn også
nærmede sig sin afslutning.
Det nye mandskab, der skulle afløse de
genindkaldte orlogsgaster var færdiguddannede og klar til tjeneste. Vi fik ordre
til at skaffe os civil beklædning og indstille os på hjemsendelse.
Vi fik at vide at udskiftningen skulle ske den
1.oktober.
Kvartermester Eisen ville under ingen
omstændigheder have, at de nye gaster så meget som så skyggen af os gamle, så
allerede kl. 09.00 den 1. oktober, trådte vi an foran Slipshavn kaserne.
Kvartermester Eisen holdt en lille tale og
erklærede, at det var den lykkeligste dag i hans liv i dag, hvor han slap af med
os, men samtidig så vi en tåre trille ned ad hans ene kind. Og så lød det:
”Som civile, træd af”.
Vi trykkede hænder og gik til toget med
hjemsendelsesbeviset, der gjaldt som togbillet.
Som efterskrift kan jeg tilføje, at det nye hold
blev hundset igennem af en underkanoner indtil det en dag blev Eisen for meget.
Den unge befalingsmand havde jaget mandskabet ud i en sump og da Eisen så de
våde folk komme hjem til kasernen dyngvåde og dødtrætte ringede han til
overkommandoen i København og bad om, at den unge befalingsmand, der "åbenbart
havde misforstået sin opgave", måtte blive overført til anden tjeneste, hvilket
skete.
Min genindkaldelse til fornyet tjeneste i
søværnet var forbi og jeg betænker mig ikke på at kalde den tid for en god tid.
Illustrationerne stammer, hvor intet andet er
anført, fra Svend Konggaards privatarkiv.
44Læs
også 1. del af Svend Konggaards erindringer
- Har du en idé til en historie, eller mener du
blot,
at der mangler noget på disse sider?
Kan
du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så
send
en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.
Du
kan også anvende
Debat Forum'met her på websiten.
|Til toppen
|
|
|
-
|
