Du er her: 4Historien4Flåden før 1801

Flåden før 1801:

En flådes fødsel, dens første virke og
200 års svenskekrige

Det startede med et forenet Norden med Kalmar-unionen, der efterfulgtes af næsten to hundrede års gentagne opgør med det land, der blev erklæret som arvefjenden

Fra tidernes morgen har det været helt indlysende, at det danske riges sikkerhed var stærkt afhængig af  en stærk flåde, der kunne beskytte landets kyster og sikre gennemsejlingen i de danske stræder. Svigtede flåden, faldt nationen.

Af Johnny E. Balsved

Den danske orlogsflådes tidligste historie kan dateres tilbage til slutningen af 1300-tallet, hvor dronning Margrethe (1387-1412) befalede udrustningen af en flåde til det samlede riges forsvar, ikke mindst mod Hansestæderne.

Det er i den forbindelse vigtigt at erindre sig, at det samlede rige efter Kalmar-unionen (juli 1397) bestod af Danmark, Sverige og Norge.

Oprindeligt blev det udelukkende pålagt adelen og købstæderne at betale og udruste flådens skibe, og først under Erik af Pommern (1412-1439) hører man i 1420'erne om en flåde, hvori også indgik skibe ejet af kongen.

Sundtolden

I løbet af 1400-tallet øgedes handelssøfarten i forbindelse med byernes vækst, og der opstod et behov for en permanent flåde til at beskytte handelen og håndhæve det forenede kongeriges suverænitet.

Det blev således Erik af Pommern, der i 1429 indførte sundtolden, som gennem de næste mere end 400 år skulle skaffe betydelige indtægter til den danske statskasse, og ikke mindst til flådens opbygning og vedlige-hold.

Sundtolden blev opkrævet af fremmede handelsskibes ved passage af Kronborg og Storebælt, men opkrævningen af sundtolden gav samtidig anledning til adskillige internationale konflikter gennem årene.

Først 1. april 1857 bortfaldt Sundtolden efter mere end 400 års levetid.

Porten til Østersøen

Danmarks rolle som adgangsporten til Østersøen blev afgørende for udvik-lingen af den danske sømagt. Rollen gav sig også udtryk ved den strate-giske placering af København som landet hovedstad og flådens base, beliggende midt i det daværende Danmark.

Ordet "Holmen" som base for flådens skibe nævnes første gang i 1461. Formentlig er der tale om Slotsholmen, hvor stranden ud for det daværende Københavns Slot, mellem København og Amager, har givet mulighed for oplægning og vedligeholdelse af flådens skibe.

Kong Hans (1482-1513) gav flåden en fastere organisation, og fra denne tid hører man første gang om skibe bygget på kongens befaling. Ved denne tid nævnes også Bremerholm første gang som flådens base.

I løbet af 1400-tallet voksede antallet af kongelige skibe i forhold til de rekvirerede skibe fra adelen og købstæderne, og samtidig var flådens opgave under unionskongerne Hans og Christian II (1513-1523) hoved-sagelig at holde den spirende svenske selvstændighed nede.

Blodbadet i Stockholm

I 1520 udrustede Christian II en flåde, indtog Stockholm og gav ordre til drabet på størstedelen af den svenske adel, det såkaldte "Stockholmske blodbad".

Christian IIs flåde ud for Stockholm Slot i 1521.
(Illustration fra Orlogsmuseets arkiv)

Tre år senere måtte kongen dog gå i landflygtighed i Nederlandene, men han valgte at medtage hovedparten af flåden, som han anså som sin personlige ejendom.

Den manglende tilstedeværelse af en dansk flåde skabte øjeblikkeligt et magt-vakuum i Østersøområdet, der omgående blev udnyttet af en række af Østersøstaterne, herunder Sverige.

Den danske flåde var nærmest i opløsning, men efter at Christian II i 1523 var blevet endeligt pacificeret, arbejdede man videre på flådens opbygning, og i løbet af 1500-tallet etableres en ny dansk flåde med base i København.

Frederik II udviklede flåden

Da Frederik II (1559-1588) kom til magten fik flåden stor opmærksomhed, og værftet på Bremerholm blev udbygget. Fra midten af 1500-tallet blev flådens organisation ændret, idet man ophørte med at kræve orlogsskibe fra købstæderne.

Fremover skulle købstæderne kun supplere med skyts, bemanding og for-syninger.

Til gengæld for sundtolden skulle kongen ikke kun holde Østersøen fri for sørøvere, men også sørge for afmærkning af de danske farvande, dvs. fyr og søtønder til gavn for trafikken ud og ind af Østersøen.

Under Frederik II lykkedes det at få genetableret en dansk flåde, men efter midten af 1500-tallet havde Sverige også fået opbygget en anseelig flåde, og en langvarig rivalisering omkring magtforholdet i Østersøen var begyndt.

1. nordiske krig 1563-1570

I starten af 1563 spærrede en dansk-norsk flåde således Øresund for alle svenske skibe, og senere i maj samme år mødtes de to flådestyrker så ved Bornholm, hvor svenskerne vandt en klar sejr.

Senere på sommeren mødtes de to flåder atter i et slag ved Gotland, hvor resultatet nærmest må betegnes som uafgjort. I spidsen for den danske flåde stod admiral Peder Skram.

I 1564 overtog admiral Herluf Trolle kommandoen over den danske flåde, der nu talte mere end 50 skibe, og i to store søslag ved Øland lykkedes det for en dansk-lybsk flåde at tilføje den svenske flåde de første store nederlag.

Kampen om magten i Østersøen fortsatte, hvor søslag blev udkæmpet i farvandet mellem Nydyb og Bornholm og ved atter engang ved Øland. Begge slag som danskerne sammen med lybækkerne vandt overbevisen-de.

Den gamle ankersmedje på Bremerholmen i København blev i 1619 indrettet
til kirke for Holmens folk.
(Foto: Johnny E. Balsved)

Flåden under Christian IV

Frederik II's søn Christian IV (1588-1648) havde arvet interessen for flåden fra sin far, og gennem de næste 60 års regeringsperiode oplevede flåden en opblomstring.

Under Christian IV blev skibsbyggeriet udviklet betydeligt og skibene vok-sede i størrelse ligesom flådens faciliteter i København blev udvidet. Tøj-huset og Proviantgården med den beskyttede havn stammer således fra starten af 1600-tallet.

På Bremerholm indrettedes Holmens kirke i den oprindelige ankersmedje, ligesom der byggedes sejl-magasiner og admiralitet, det første Nyboder hører også til denne periode.

I starten tilsmilede krigslykken også, og flåden havde overtaget til søs, da den unge konge under Kalmar-krigen 1611-1613 tog kampen op mod Sverige. Således blev Elfsborg fæstningen ved Götaelven erobret 1612, og flåden viste flaget helt op i Stockholms skærgård.

Magtbalancen i Østersøen tipper

Men skæbnen indhentede Danmark og den danske flåde i den såkaldte Torstenson krig 1643-1645. I maj 1644 lykkedes det i første omgang at stoppe en hollandsk hjælpeflåde i Listerdyb på vej til Sverige.

1. juli 1644 stod så det berømte søslag ved Kolberger Heide vest for Fehmern, hvor Christian IV mistede det ene øje. Kongen var i øvrigt selv eskadrechef om bord på linieskibet TREFOLDIGHED. Slaget endte uden en egentlig sejrherre, men det lykkedes for flåden at forhindre en svensk landsætning af tropper på øerne.

Senere på året løb flåden dog ind i sit største nederlag nogensinde, da en dansk eskadre blev besejret af en kombineret svensk-hollandsk styrke i Fehmern Bælt 13. oktober 1644. Slaget kostede den danske flåde 12 skibe og mere end 1.000 mand blev taget til fange.

Freden i Brømsebro 1645 betød, at Danmark måtte afstå Gotland, Øsel, Jæmtland og Hærjedalen samt Halland for en periode af 30 år.

Fremgangen i Trediveårskrigen havde således givet Sverige magten over størstedelen af Østersøens kystområde, og den danske dominans i Østersøområdet var blevet brudt.

Christian IV om bord på TREFOLDIGHED, hvor kongen mistede sit ene øje under søslaget 1. juli 1644 ved Kolberger Heide - mellem Fehmern og Kielerfjorden.
(Maleri af Nicolai Wilhelm Marstrand, Frederiksborgmuseet)

De to svenskekrige 1657-1660

Efter Christian IV's død i 1648 forfaldt flåden pga. landet dårlige økonomi, men ikke desto mindre gennemførte man i foråret 1657 omfattende forberedelser til en angrebskrig mod Sverige, og 1. juni 1657 befandt Danmark sig endnu engang i krig med Sverige.

Til lands kneb det gevaldigt med at finde en passende strategi, ligesom det heller ikke var lykkedes at indgå nogle alliancer om støtte.

Flådens opgave var derimod klar og entydig: Svenskernes forsyningslinier mod vest og over Østersøen skulle afskæres, og når den svenske hovedflåde var blevet operationsklar, skulle den forhindres i at bemægtige sig herredømmet til søs.

Gennem den korte første svenskekrig kom det til flere mindre episoder, der oftest afsluttedes til fordel for den dansk-norske flåde. I slutningen af august måned lykkedes det endelig for svenskerne at få udrustet deres hovedflåde, og lørdag 13. september 1657 mødtes de to hovedflåder udfor Falsterbo.

Styrkemæssigt var den svenske flåde langt overlegen, men det lykkedes ikke at bryde den dansk-norske flådeblokade i Østersøen, og ligesom i slaget ved Kolberger Heide 13 år tidligere endte slaget nærmest uafgjort.

Det lykkedes således for flåden at holde den svenske flåde i skak i den sydlige del af Østersøen, og dermed forhindre en umiddelbar svensk landsætning på Øerne. Den svenske konge Carl X Gustav valgte i stedet at  lade sin hær marchere op gennem Holsten og besatte herefter Jylland.

Den strenge isvinter i begyndelsen af 1658 satte flåden ud af spillet, og det lykkedes for den svenske konge at lade sin hær marchere over isen og på rekordtid stå på Sjælland. Den danske modstandsvilje var ikke stor, og allerede 18. februar 1658 undertegnedes en våbenhvileaftale.

Ved den endelige fredsslutning i Roskilde 26. februar 1658 måtte Danmark -Norge efterfølgende afgive Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Trond-hjem- og Bohus-len til Sverige. Et smerteligt og uerstatteligt tab for konge-riget.

Den ualmindelige hårde fred i Roskilde fik stormagterne England, Frankrig og Holland til at frygte den svenske dominans, der kunne true deres Øster-søhandel, et synspunkt der fik dem til at skifte side til Danmark-Norges fordel.

Et enkelt lyspunkt i isvinteren 1658 var kaptajn P. Jensen Bredal, der med 4 orlogsskibe havde ligget i Storebælt for at forhindre en svensk overgang.

Han var frosset inde ved Nyborg, men det lykkedes for ham at forsvare sig så længe mod svenskernes kanonild fra land, at han holdt ud til der blev åbent vand og kunne returnere til København.

Jeg vil dø i min rede

Efter fredsslutningen beherskede den svenske flåde nu Østersøen, medens den danske flåde ikke blev udrustet i 1658 pga. pengemangel. Sverige havde rømmet Sjælland som en del af freden, men holdt stadig Fyn og Jylland besat.

Midt i juni måned 1658 ændrede Carl X Gustav imidlertid pludselig holdning og besluttede sig nu for en total erobring af Danmark og Norge. Uden varsel landsattes en svensk landstyrke ved Korsør 7. august 1658, samtidig med at den svenske hovedflåde blokerede København.

Svenskekongen havde regnet med hurtigt at kunne løbe København over ende, men denne gang havde København besluttet sig for at yde mod-stand, så da Carl X Gustav 11. august nåede Valby bakke var forstæderne sat i brand, og forsvarsværkerne omkring hovedstaden var under udbyg-ning.

Carl Gustav måtte opgive en umiddelbar storm og i stedet indstille sig på en længere belejring. I København var Frederik III (1648-1670) blevet opfordret til at bringe sig selv og sin familie i sikkerhed, men havde svaret med de berømte ord: "Jeg vil dø i min rede!"

Kongen og københavnerne var besluttet på at kæmpe til det sidste.

Den samme forsvarsvilje deltes desværre ikke af Kronborgs besætning, der uden kamp overgav sig til svenskerne 6. september, på trods af kongens udtrykkelige ordre om at kæmpe til det sidste.

I Norge var hæren ikke blevet hjemsendt ved fredsslutningen, og det lyk-kedes for den nordenfjeldske chef Jørgen Bielke, med assistance fra bl.a. et antal skærbåde, at belejre det nu svensk besatte Trondhjem. En belej-ring der førte til hele lenets generobring i september.

På Bornholm dræbte befolkningen den svenske kommandant og adskillige svenske soldater, hvorefter en deputation sejlede til København med de resterende tilfangetagne svenske soldater og gav øen tilbage til kongen.

Et svensk forsøg på at erobre Amager, syd for København, slog fejl og kun-ne have fået en afgørende indflydelse på krigen, da den svenske konge, der personlig ledte slaget, var tæt på at blive taget til fange.

Hollandsk indgriben

Meddelelsen om det uvarslede angreb på Danmark havde i mellemtiden nået bl.a. Holland, hvor man frygtede, at en udslettelse af Danmark-Norge ville give Sverige total dominans over Østersøhandelen, og hollænderne besluttede sig for umiddelbart at udruste en flåde til undsætning af København og Kronborg.

23. oktober ankom den hollandske hjælpeflåde, under kommando af den hollandske admiral Jacob Wassenaer van Obdam, og ankrede op ved Sundets indsejling for at afvente en gunstig vind til at trænge ind i Sundet.

Ankomsten af den hollandske flåde fik den svenske hovedflåde til at samle sig syd for Kronborg, for at imødegå den nye trussel. 29. oktober blæste en frisk nordlig vind og den hollandske flådestyrke kunne nu stå Sundet ind, i det Obdam valgte at sejle i midten af Sundet og dermed uden for skud-vidde af de svenske kanoner i Helsingborg og på Kronborg.

Umiddelbart syd for Helsingør stødte den hollandske hjælpeflåde ind i den langt større svenske flåde, og slaget i Øresund var i gang. Et slag der ikke kun var et søslag, men et meget afgørende slag for Danmark.

Efter 5-6 timers hård kamp, hvor hollænderne mistede ét og svenskerne fem skibe, lykkedes det for den hollandske eskadre at kæmpe sig igennem og undsætte det betrængte København med friske forsyninger og tropper.

Når svenskerne ikke valgte at forfølge den hollandske flådestyrke syd for Hven skyldes dette formentlig nok, at en dansk eskadre på 9-10 skibe, under kommando af rigsviceadmiral Henrik Bielke, var på vej nordover for at assistere hollænderne.

Det hollandske gennembrud åbnede belejringen fra søsiden og bragte for-nyet håb og mod til de belejrede københavnere, og allerede dagen efter slaget i Øresund, kunne en fælles dansk-hollandsk flådestyrke blokere for den svenske flåde, der havde søgt ind til Landskrona for reparation og genforsyning efter slaget, og i november forsøgte man at spærre indsejlingen til Landskrona ved at sænke skibe i indløbet.

Men den hollandske undsætning af København fik ikke svenskerne til at opgive belejringen fra landsiden. 11. februar 1659 indledte svenskekongen stormløbet på København, men angrebet blev slået tilbage, hvilket blev et afgørende vendepunkt for Carl X Gustavs danske felttog.

Slaget i Øresund 29. oktober 1658. I midten af billedet ses det synkende
svenske linieskib MORGONSTJÄRNAN.
(Tegning af Willem van der Velde,  fra Orlogsmuseets arkiv)

Herredømmet til søs

Det meste af Danmark holdtes dog fortsat besat af svenskerne, alt i mens der blev indledt fredsforhandlinger under stærkt pres fra bl.a. England, Frankrig og Holland.

I juni ankom så yderligere en hollandsk eskadre under ledelse af den berømte hollandske admiral Michael Adrian de Ruyter til Storebælt, og lidt senere ankom også en engelsk flådestyrke.

De svenske tropper på Sjælland og Lolland/Falster var nu isoleret fra Fyn og Jylland, og i november blev der landsat danske og allierede tropper på Fyn, der belejrede de derværende svenskere.

Carl X Gustav måtte blive på Sjælland, og havde ingen muligheder for at undsætte sine tropper på Fyn.

Atter en gang viste det sig, at den der behersker havet også havde initiativet, og selv om den danske flåde denne gang ikke havde spillet en afgørende rolle, så kunne det konstateres, at Danmarks forsvar var stærkt afhængig af en stærk flåde.

Fredsforhandlingerne trak i langdrag, ikke mindst fordi England frygtede for en Hollandsk mulig dominans i Østersøområdet, og samtidig forhindrede tilstedeværelsen af den engelske flådestyrke og gentagne våbenhviler, at den forenede dansk-hollandske styrke kunne udnytte søherredømmet.

Våbenhvilerne generede dog ikke svenskerne, der nu med alliancebistand fra Frankrig, med skiftende held fortsatte med små angreb rundt omkring. Men våbenhvilen forhindrede samtidig den dansk-norsk-hollandske flåde i at gribe ind.

24. august 1659 afsluttedes aftalerne i Haag, de såkaldte Haagerkoncerter, og den engelske flåde satte kursen hjemover, hvilket atter gav initiativet til de allierede dansk-norske og hollandske flåder, og område for område begyndte man en i fællesskab en generobring af det besatte land.

Da Carl X Gustav pludseligt døde  12. februar 1660 så det ud til, at krigen kunne blive bragt til ophør, idet den svenske regering måtte erkende, at en væsentlig forudsætning for krigens fortsættelse var gået bort.

7. marts blev der etableret en ny våbenhvile, hvilket dog ikke forhindrede svenskerne i at foretage et udfald mod Fehmern, der var på danske hænder. Da den svenske flåde ville genoptage blokaden af København, gjorde hollænderne det klart, at dette var ganske uacceptabelt, hvorefter blokaden atter blev ophævet 31. marts 1660.

26. maj 1660 var en fredsaftale klar til underskrift i København. Fredsafta-len baserede sig dog i det store og hele på freden i Roskilde, dog med undtagelse af, at Bornholm og Trondhjem-len blev tilbageleveret til Dan-mark-Norge.

Sverige måtte desuden afstå fra deres krav om et forbud mod fremmede orlogsflåders optræden i Østersøen.

Flådens genopbygning

Frederik III's indførelse af enevælden i 1660 medførte en gradvis genop-bygning af orlogsflåden, der havde været voldsomt forsømt siden Christian IV's død i 1648, idet Admiralitetskollegiet dog var blevet oprettet allerede i 1655.

Det stod helt klart, at Danmark-Norges sikkerhed var meget afhængig af en stærk flåde, ikke mindst da den svenske grænse nu var flyttet frem til Øresund.

I 1663 blev nordmanden Cort Sivertsen Adeler kaldt hjem fra Holland for at overtage ledelsen af flåden. Han havde tidligere gjort tjeneste som søofficer i venetiansk og hollandsk tjeneste, og med hollandsk hjælp begyndte han genopbygningen af flåden efter hollandsk mønster.

Flådens opgave var naturligvis ikke mindst at sikre forsyningslinierne mel-lem  Danmark og Norge, men samtidig at beskytte den hollandske handel i danske farvande mod engelske kapere.

Beskyttelsen af den hollandske handel var en del af en langt større konflikt mellem Holland og England, en konflikt, der pga. allianceforholdet, i 1666-1667 fik Danmark-Norge involveret i en kort krig mod England.

Under denne krig kom det dog kun til en enkelt træfning ud for Marstrand 17. maj 1667, hvor to dansk-norske skibe på vej fra Bergen til København mødte en engelsk fregat. Kampen blev afbrudt efter tab på begge sider.

Den hollandske fremgang i krigen fik Danmark til at udruste en flåde med henblik på at tilbageerobre Orknøerne, som Christian I i 1465 havde sat i pant for en medgift for sin datter. Men freden indtraf og planerne måtte opgives.

Da Christian V (1670-1699) besteg tronen i 1670 blev flåden højt priori-teret, og det blev admiralerne Cort Adeler og Niels Iuel, som blev sat til at gennemføre en modernisering af orlogsflåden.

For Danmark-Norge, og ikke mindst for kongen, var det et naturligt ønske at genvinde de tabte provinser Skåne, Halland, Blekinge og Bohus-len, og flåden var et nødvendigt middel, ikke kun til brug for en invasion i Skåne, men også for at holde den store svenske flåde i skak.

Den skånske krig 1675-1679

1675 befandt Danmark-Norge sig atter i krig med Sverige. Krigen var en udløber af et større europæisk opgør, hvor Sverige og Frankrig stod over for Holland, Spanien, den tyske kejser og Brandenburg. Danmark havde allere-de i 1674 indgået en alliance med Holland og Spanien.

Da svenske tropper således i december 1674 rykkede ind i Brandenburg, var Danmark traktatmæssigt forpligtet til at gå ind i krigen. En krig der mere blev kendt som den skånske krig, pga. forsøget på at tilbageerobre de tabte provinser øst for Øresund.

En kombineret dansk-hollandsk flådestyrke patruljerede i Østersøen uden at det kom til kamp med den svenske flåde. Den svenske flåde var først sent blevet udrustet, men en dødeligelig sygdom blandt besætningerne på begge sider krævede mange døde, og besætningerne led voldsomt.

Cort Adeler, der i 1663 var blevet udnævnt til generaladmiral, ramtes også af sygdom og døde pludseligt i 1675 og kommandoen over flåden blev midlertidig overgivet til Niels Iuel, i det Christian V dog det følgende år udnævnte den hollandske admiral Cornelis Tromp til dansk generaladmiral.

Niels Iuel ses her som Generaladmiral.

Niels Iuel træder i karakter Den omhu hvormed flåden var blevet genopbygget viste sig nu at give resultater, og i 1676 lykkedes det således for Niels Iuel at få klargjort flåden allerede i slutningen af marts måned, og en måned senere indtog og besatte han Gotland, der forblev på danske hænder under hele krigen. I slutningen af maj sigtedes den svenske flåde i den sydlige Østersø, og det lykkes for Niels Iuel at holde den overlegne svenske flåde hen, indtil han kunne forene sig med den hollandske flåde, under generaladmiral Tromp, der kom fra Sundet. Den dansk-hollandske flåde var herefter jævn-byrdig med den svenske.

1. juni 1676 mødtes de to flåder i et voldsomt søslag ved Øland, der blev afgjort til den allierede dansk-hollandske flådes fordel. Den svenske flåde led store tab, og sejren betød samtidig, at den dansk-hollandske flåde overtog kontrollen over Østersøen og gjorde det muligt at foretage en dansk invasion i Skåne.

Men atter havde hæren ikke det fornødne held med sine operationer i landkrigen og efter at have indtaget det meste af Skåne i sommeren 1676 måtte hæren se sig slået i det afgørende slag ved Lund i december og måtte trække sig tilbage til Landskrona.

I starten af 1677 var flåden atter tidligt udrustet, og allerede i maj måned var den i søen under kommando af Niels Iuel. Svenskerne forsøgte dette år at forene Gøteborgseskadren med hovedflåden for at generobre herre-dømmet til søs.

Den svenske Gøteborgseskadre løb ned gennem Storebælt og lige i arme-ne på Niels Iuels eskadre, hvorefter den svenske eskadre led et totalt nederlag i slaget ved Møen 1. juni 1677.

Slaget i Køge Bugt

I Sverige havde der været travlhed med at gøre hovedflåden klar, og i juni måned afsejlede en svensk eskadre på 36 skibe til den sydlige Østersø med ordre til at angribe og ødelægge den danske flåde.

Niels Iuel havde efter slaget ved Møen lagt sine 24 skib i en linie mellem Stevns og Falsterbo, alt imens han hele tiden forsøgte at holde sig oriente-ret om den svenske flådes bevægelser, der 24. juni ankrede ved Møen.

Seks dage senere fik de to flåder føling med hinanden, og dagen efter, 1. juli 1677 stod slaget i Køge Bugt mellem den svenske flåde bestående af 18 orlogsskibe, 12 fregatter, 6 brandere og 11 mindre skibe og Niels Iuels eskadre bestående af 16 orlogsskibe, 9 fregatter, 2 brandere og 7 mindre skibe.

Samlet kunne svenskerne mønstre 1.624 kanoner og 9.200 mand, medens den danske flåde "kun" talte 1.422 kanoner og 6.700 mand.

En dramatisk episode fra Danmarks vel nok mest berømte søslag, slaget i Køge Bugt 1. juli 1677, hvor admiral Niels Iuel besejrer en overlegen svensk flåde.
(Maleri af Viggo Faurholt,  fra Orlogsmuseets arkiv)

Fra klokken halv seks om morgenen var de to flåder i et heftig søslag med hinanden, og efter næsten ti timers intens kamp blev den svenske flåde tvunget til at trække sig tilbage efter at have mistet otte orlogsskibe.

Niels Iuel havde allerede inden slaget fået underretning om, at den hollandske flådestyrke nærmere sig nordfra, men hollænderne nåede aldrig frem til kamppladsen, og med den rent danske sejr vandt Niels Iuel inter-national berømmelse.

Sejren betød også, at afhængigheden af hollænderne var blevet brudt, og den danske flåde havde atter genvundet den selvtillid, der havde fået et alvorligt knæk ved svenskernes sejr i slaget ved Fehmern i 1644.

Kortvarig fred og reorganisering

I de sidste år af den skånske krig var den danske flåde enerådende i de dansk-norsk-svenske farvande, men overherredømmet til søs kunne ikke opveje de tab som landhæren var udsat for i Skåne.

Fredsslutningen i Lund 7. oktober 1679 blev dikteret af Frankrig og betød en uændret grænsedragning mellem Danmark og Sverige, og Danmark måtte tilbagegive alle erobrede landområder i Skåne.

Det blev en bitter fred efter de mange sejre, som ikke mindst den danske flåde havde vundet gennem mere end tre års krig, men krigen blev et vendepunkt for søetatens opbygning.

Christian V indførte ikke kun Danske Lov (1683), men forsøgte også med forskellige forordninger at reorganisere flåden og dens organisation.

Flådens værft på Bremerholm var blevet for lille, og i 1680 besluttede man sig for at anlægge et værft på Refshalen, øst for flådens hidtidige leje. Her-med var grunden lagt for Nyholm og flådens senere hovedbase på Holmen.

For at støtte flåden under operationerne i Østersøen, blev der også anlagt en flådebase på Ertholmene, og den 4. oktober 1684 gav kongen ordre til, at fortet Ertholm skulle kaldes Christiansø.

Siden 1671 havde flåden en mindre base ved Glückstadt, ligesom værftet ved Frederikshald i Norge udbyggedes og flyttedes til Christiansand i 1687. Samtidig fortsatte man naturligvis med skibsbygningen.

Svenskekrigen der aldrig brød ud

I vinteren 1682-1683 forberedte Danmark sig endnu en gang til krig mod Sverige og flåden blev atter udrustet. Igen var det stormagtskonflikter og begivenheder uden for landets grænser, der førte til fornyet sabelraslen.

Denne gang var Sverige i alliance med Holland, medens Danmark havde allieret sig med Frankrig, og begge lande håbede på assistance fra deres allieredes flåder.

Det blev franskmændene, der kom først, da en fransk flådestyrke ankom til Sundet 26. juni 1683 og kunne forene sig med den danske flåde. Den franske flådestyrke troede, at en krig allerede var brudt ud, men det viste sig ikke at være tilfældet.

I august stak den forenede dansk-franske flåde til søs i Østersøen, men alt foregik fredeligt. Krigen brød aldrig ud, og i starten af oktober satte den franske eskadre atter kursen nordpå gennem Sundet.

Forholdet mellem de nordiske lande bedredes, selv om en provokerende fransk udenrigspolitik gang på gang var tæt på at få Danmark inddraget i konflikter rundt omkring i Europa.

Atter på vej i krig

Krigstruslen fra Sverige var minimeret i starten af 1684, og Christian V gav ordre til nedskæringer på både hæren og flåden, men kongen udnyttede, lige den øjeblikkelige styrke til at besætte de hertugelige enklaver i Slesvig, stærkt provokeret af fortsatte intriger fra hertugen af Gottorp.

Dermed havde han atter forenet Slesvig under den danske trone. Men den meget egenrådige fremgangsmåde skabte modvilje blandt Europas stor-magter og i 1689 måtte Christian V indgå et forlig i Altona, der tilbagleve-rede de erobrede områder.

Et forlig, der blot få år senere skulle give problemer for Frederik IV i 1700, og også senere i den dansk-tyske historie.

Efter Niels Iuels død i 1697 blev flådens ledelse overdraget til den kun 19 årige Ulrik Christian Gyldenløve. Flåden var fortsat i god stand, og i starten af 1700 blev den udrustet til fuld styrke for atter engang at kunne sættes ind mod Sverige.

Atter en gang var det begivenhederne ude i Europa, der kom til at sætte sit præg på Danmarkshistorien. Frederik IV (1699-1730) stod med en hær i Holsten, og man havde fuld tillid til, at flåden beherskede havet.

Kongen havde formentlig ikke regnet med, at Sveriges nye allierede, Holland og England ville ankomme til Sundet med hver sin flåde og forene sig med den svenske. I løbet af sommermånederne lykkedes det for Karl XII at overføre en hær til Sjælland støttet af den store allierede flåde.

Gyldenløves eskadre, der lå ved København, havde ingen muligheder for at gribe ind mod overmagten, og situationen mindede i uhyggelig grad om Københavns belejring i 1658. I slutningen af juli blev København udsat for et bombardement fra søsiden fra de allierede flådestyrker, men angrebet var uden større effekt.

Karl XII invasion på Sjælland gav dog igen Holland og England kolde fødder, atter frygtede de, at Sverige skulle få kontrollen over Sundet. En fred blev derfor nærmest dikteret.

Freden betød, at Danmark blev tvunget ud af et forbund med Rusland og Polen og måtte anerkende hertugen af Gottorps rettigheder, mens den svenske hær under allieret eskorte blev transporteret tilbage til Sverige.

For en kort stund sænkede freden sig over Danmark-Norge, og i de følgen-de år var kun få dele af flåden udrustet, og i det næste tiår lå Danmark-Norge som en enestående fredelig enklave i et Europa, der stod i brand over alt.

Store nordiske krig 1707-1720

Der gik derfor nogle år inden Danmark atter så en gunstig lejlighed til at tilbageerobre de skånske provinser.

Karl XII havde i starten af 1700-tallet være travlt optaget af at føre krig mod Rusland og Polen, og Danmark-Norge i alliance med Rusland og Polen udnyttede lejligheden til i 1707 at erklære Sverige krig, og kongen gav ordre til flådens udrustning.

Den store nordiske krig, den sidste svenskekrig, havde taget sin begyn-delse, og flådens opgave var atter ganske klar.

Flådens opgave var som tidligere at holde den svenske flåde i skak, sikre forsyningerne til Norge og samtidig forhindre tilsvarende svenske forsy-ninger til de svenske besiddelser langs Østersøen.

Med støtte fra flåden blev en hær på 16.000 mand landsat ved Raa lidt syd for Helsingborg i 1709, samme sted som i øvrigt blev benyttet ved invasionen i 1676.

10. juli 1710 mødtes de to flåder atter engang i Køge Bugt, men denne gang endte slaget uden en reel afgørelse til nogen af siderne.

Det lykkedes for den dansk-norske flåde at komme tilbage til København uden større overlast, ikke mindst takket være kommandør Iver Huitfeldts heltemodige indsats om bord på orlogsskibet DANNEBROGE.

På trods af en heftig brand om bord fortsattes kampen, og det lykkedes dermed for skibets chef at bortlede opmærksomheden for resten af flåden. Efter en times kamp sprang orlogsskibet i luften og næsten 600 mand om-kom, herunder chefen Iver Huitfeldt.

Sundhedstilstanden om bord var ikke særlig god dette år, og i 1711 ramte pesten både flådens mandskab og Københavns og Karlskronas befolkning, hvorfor krigsaktiviteterne blev kraftig nedtrappet.

Peter Wessel Tordenskiold

Flåden overlegen

Flådens succes under den store nordiske krig skyldtes ikke udelukkende Tordenskiolds indsats, men i lige så høj grad den modernisering der var blevet gennemført, og nok ikke mindst flådens øverstkommanderende generaladmiral Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719).

Allerede i 1712 var det lykkedes for Gyldenløve at ødelægge og brænde 80 svenske transportskibe, en dristig operation der effektivt forhindrede svenskerne i at undsætte styrkerne ved Stralsund.

Efter at Karl XII var blevet skudt 11. december 1718 under belejringen af Frederiksstens fæstning i Norge, besluttede England og Holland det efter-følgende år at trække sig ud af krigen, som herefter blev et rent dansk-norsk/svensk foretagende i håbet om at tilbageerobre de tabte provinser.

Da freden endelig blev sluttet 3. juli 1720, efter engelsk-fransk mægling, måtte Danmark-Norge konstatere, at man havde fået meget lidt ud af krigen, til trods for at man stod som sejrherren.

Atter engang stod stormagtsinteresser i vejen, og Danmark måtte tilbage-levere de erobrede områder i bl.a. Bohus-len med Marstrand, men fik til gengæld garanti for Slesvig, ligesom Sverige måtte opgive sin toldfrihed i Øresund og betale Danmark et vederlag på 600.000 rdl.

Enden på den store nordiske krig betød også enden på næsten 200 års dansk svensk rivalisering om magtforholdet i Østersøen. En tredje flåde-magt, Rusland, var nu kommet med på banen med grænser ud til Øster-søen.

Fredsperioden

Næsten 13 års krig havde slidt hårdt på flåden og på statskassen, således at der forestod en lang genopbygningsperiode og reorganisering af flåden. Gennem den næste 80 år lange fredsperiode, der fulgte, udrustedes flåden sjældent i sin helhed.

Danmark-Norge overholdt dog sine traktatmæssige forpligtigelser om gen-sidig hjælp, der bl.a. medførte at en dansk-norsk eskadre i 1726-1727 opererede sammen med en engelsk eskadre i Østersøen for at holde den store og offensive russiske flåde i skak.

Frederik grev Danneskiold-Samsøes udnævnelse til flådens øverste chef i 1735 resulterede i mange fornyelser af den dansk-norske flåde, herunder udbygningen af Nyholm og opførelsen af Søartilleriets bygninger.

Fredsårene betød at flådens virkefelt var begrænset til at opretholde vagt-skibene i Storebælt og Øresund, samt øvelsestogter med kadetter og prø-vetogter med nye skibe. Desuden var der togter til Island og Grønland samt de oversøiske kolonier.

Skt. Jan og Skr. Thomas var blevet erhvervet i slutningen af 1600-tallet, og i 1733 købtes Skt. Croix fra Frankrig. Der var nu store muligheder for flådens officerer for sejlads til kolonierne, både med flådens skibe men også i stort antal med dansk-norske handelsskibe.

Konvojering

I den sidste halvdel af 1700-tallet fik flåden en ny opgave, langt fra hjem-met, nemlig eskorte af danske handelsskibe i Middelhavet for at beskytte dem mod et stigende sørøveri.

Sørøveriet var nærmest sat i system af de nordafrikanske barbareskstater, der havde givet sørøveriet et officielt præg. Der måtte således betales tribut til fyrsterne i Algier, Tunis og Marokko for at frede det danske flag.

Når tributterne ind i mellem blev for store udrustedes en dansk-norsk eskadre for med våbenmagt at skabe balance i tingene. Således angreb en dansk-norsk flådestyrke på 4 linieskibe, 2 fregatter og 4 mindre skibe byen Algier i 1770.

Endnu større succes havde kommandør Steen Bille, da han med fregatten NAJADEN, briggen SARPEN og et mindre skib sejlede til Tripoli i 1797 for at få løsladt danske fanger. Efter en dramatisk kamp med korsarernes skibe kunne Bille indgå et forlig og få de danske fanger frikøbt.

I 1762 var den lange fredperiode ved at blive brudt, da Czar Peter III kom på tronen i Rusland. Peter nedstammede fra Gottorp og var derfor en svoren fjende af Danmark. Czaren lod omgående en hær rykke frem mod Holsten, og Danmark blev tvunget til atter at mobilisere.

En flådestyrke på 14 orlogsskibe og 8 fregatter blev udrustet og sendt til Østersøen, men inden de kom i aktion var Czar Peter III blevet styrtet, og krisen var overstået for denne gang.

Kampen ved Tripoli 1797.
Til venstre ses fregatten NAJADEN og briggen SARPEN yderst til højre.
(Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

Skyerne trækker atter sammen

Hen mod slutningen af 1700-tallet var Danmark-Norge præget af en ustabil statsmagt under den sindssyge Christian VII (1766-1808), et forhold der også påvirkede flådens ledelse. Et forhold der først blev stabiliseret, da kronprins Frederik overtog statens faktiske styre sammen med A. P. Bernstorff

Konflikterne mellem England og Frankrig, samt overholdelse af forskellige alliancemæssige forpligtigelser gjorde at dele af flåden måtte udrustes flere gange, men det lykkedes at holde Danmark uden for egentlige krigshandlinger.

I 1794 indgik Danmark-Norge et neutralitetsforbund med Sverige og den øgede handel i det krigsramte Europa bragte velstand til landet. Men efter det i 1798 var lykkedes for englænderne at nedkæmpe den franske flåde, begyndte englænderne at visitere den neutrale søfart.

England begyndte desuden at interessere sig for de neutrale lande, der under konvojbeskyttelse kunne fragte vigtige varer til Englands fjender, og holdningen over for Danmark-Norge blev skærpet.

I juli 1800 blev en dansk konvoj således stoppet i den Engelske Kanal, og fregatten FREYA og seks handelsskibe måtte stryge flaget efter en kort kamp mod tre engelske fregatter.

Hændelsen medførte naturligvis diplomatiske forviklinger mellem Danmark og England, men Danmark-Norge blev tvunget til at stoppe konvojtjene-sten.

Mørke skyer trak sig sammen for Danmark-Norge, og forholdet til England stod over for en snarlig afklaring.

Se evt. andre perioder:

| FLÅDEN FØR 1801 | ENGLANDSKRIGENE 1801-1814 | FLÅDEN 1814-1848 |
| SLESVIGSKE KRIGE 1848-1864 | FLÅDEN 1864-1914 | FLÅDEN UNDER 1. VERDENSKRIG 1914-1918 | FLÅDEN 1919-1939 | FLÅDEN UNDER 2. VERDENSKRIG 1940-1945 | FLÅDEN 1945-1989 | FLÅDEN EFTER 1989 |

^{|Til toppen}

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 1. januar 2005

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger